DEBATOPLÆG & ESSAYS

OVERSIGT:


1. Hvorfor i alverden har vi et kongehus i Danmark?

2. Universitas - et kritisk perspektiv på universitetsverdenen

3. Voldsforbrydere i medierne: Hvilke kriterier gælder?

4. Hardriding og easyriding i det danske velfærdssamfund

5. Vuggestuens dronning - om et minidiktatur på en dansk arbejdsplads

6. Om Elisa, den internationalt anerkendte stjerneforsker

7. Kunsten at komme ud af driften: Om easyrideren Peter Mohivilius

8. Når en umulius-strategi lykkes: Om freerideren Bjørn 

9. Møder, møder og atter møder

10. Skakfeber

11. Hvorfor kan jeg ikke lære at serve?

12. Et ord er et ord

13. Hvorfor forærer vi penge væk i udviklingsbistand?

14. Møde med min dobbeltgænger

15. Når skønlitterære værker lever videre indeni

16. Chet Bakers stemme

17. Joseph Conrads øjne

18. Om de gode, de gode og de gode

19. Livet efter livet

20. Om tilgivelsens natur

21. Mine emblemer

22. Til endnu et møde med min baby-kollega

23. Om udnyttelsens natur

24. Om venskabets natur

25. Flokke af menneskekroppe, alle bærende på sjæle

26. I flodsengen

27. Om synkronicitet

28. Picassos øje

29. James Bond drømme

30. Back to Bach

31. Om værker, der ikke kunne offentliggøres

32. Om Væselet

33. Om hustyranner

34. Den grønne prins


Jeg lægger løbende flere ud.

Kommentarer er meget velkomne og kan sendes til glhs@sam.sdu.dk

 God læselyst!

1. Hvorfor i alverden har vi et kongehus i Danmark? 

Hvorfor står Kongehuset aldrig til debat? Journalister og politikere er netop på dette område totalt ukritiske. I Danmark, det såkaldte 'lighedsland', bliver vi fra barnsben ideologisk opdraget til at hylde institutionaliseret ulighed og uretfærdighed i form af et monarki. Det er mærkeligt i et samfund, hvor vi praler af demokrati, meritokrati og mulighedslighed. Monark betyder faktisk enehersker, altså diktator. Og nu skal vi de næste 30-40 år lade os korrekse af den nye monark, voksenopdrageren Kong Frederik den Tiende, der er højt hævet over loven, og hvis kæmpe 'løn' vi bliver tvunget til at betale. Men de fleste danskere elsker dette Royale Reality Show. Monarkiet er blevet til underholdning for folket og har sit eget propagandaministerium, Kongehusets Kommunikationsafdeling. Sælsomt! En anakronisme. En logisk brist. En selvmodsigelse. Meget interessant...

2. Universitas - et kritisk perspektiv på universitetsverdenen

Jeg har efterhånden været ansat inden for universitetsverdenen i 25 år. Hvordan har det været? Måske vil læseren finde det interessant at få lidt 'insider' viden her. Jeg kan røbe, at det har været en blandet fornøjelse. Det er dejligt at forske. Og også samfundsnyttigt vil jeg mene. Det har været skønt at færdes blandt de studerende, her ikke mindst at vejlede dem, tale med dem, forsøge at forstå deres livsverden. Og glæde sig, når man mærker, de virkelig FORSTÅR og LÆRER noget, de kan bruge senerehen i livet! Jeg har også oplevet mange supergode forskere og undervisere. Men der er et væld af  'dirty tricks', som nogle fristes til at bruge. Jeg har i mit oplæg fokuseret på disse skyggesider.


3. Voldsforbrydere i medierne: Hvilke kriterier gælder?

Jeg bliver regelmæssigt irriteret over manglende oplysninger i de danske medier ifm. kriminalsager. Ingen navne opgives. Intet om forbryderens/forbrydernes etniske baggrund, navn, udseende, bopæl, endsige livshistorie. Som oftest kun: Alder og køn. Ofte må man derfor gætte sig til, om der fx er tale om et bandemedlem af anden etnisk oprindelse end dansk; eller om der er tale om en rocker af dansk etnicitet. De presseetiske retningslinjer rummer kun en lakonisk bemærkning om, at det er op til den enkelte journalists "eget skøn", om de pågældende kriminelles navne, etniske herkomst mv. er relevante at nævne. Min bekymring her gælder ikke mindst voldsforbrydelser, hvis antal er fordoblet de sidste tyve år og dermed er et kraftigt stigende problem i Danmark. Men sandheden om disse må åbenbart ikke komme (helt) frem i lyset. Hermed overlades læseren til en ubehagelig gættekonkurrence, hvor sporadiske oplysninger som "risikerer udvisning", "bandemedlem" og "knivstikkeri" giver ham eller hende nogle indikationer om, hvilken person der er tale om. At alle oplysninger ikke kommer frem, kan imidlertid gøre det sværere at gøre noget ved problemerne. Og det kan i øvrigt skabe stor utryghed de steder, hvor der sker flest voldsforbrydelser.

4. Hardriding og easyriding i det danske velfærdssamfund

"Danmark er et dejligt land", sang den nyligt afdøde Shu-Bi-Dua forsanger, Michael Bondesen. Og det er Danmark da helt bestemt! Vi er i international sammenligning et velfungerende, velstående højtillidsland med lav korruption, relativt oplyste, veluddannede borgere, høj livstilfredshed og stor, national sammenhængskraft. Alligevel må vi aldrig henfalde til national selvgodhed. Vores omkostningstunge, skandinaviske velfærdssamfundsmodel - en tung 'humlebi' så at sige - skal bestandigt fremtidssikres, for at den kan blive ved med at flyve. En reel fare er her, at vi bliver flere nydere end ydere. Jeg giver et par eksempler fra den virkelige verden.

5. Vuggestuens dronning - om et minidiktatur på en dansk arbejdsplads

Dette er desværre en virkelig historie om et minidiktatur i en dansk børneinstitution. Hvor almindeligt et sådant diktatur er, skal jeg ikke kunne sige. Om det er mest udbredt i børneinstitutioner, skal jeg heller ikke kunne sige. Det er svært at 'måle'. Det interessante er, at vi i et minidiktatur kan se mange af de samme mønstre som i det store diktatur.  Begge steder rummer lederens/diktatorens værktøjskasse typisk redskaber som: Undertrykkelse af ytringsfrihed, forfølgelse af kritikere og anderledes tænkende, straffe, magtcentralisering, manipulation og løgne mv. Blot udelades i minidiktaturet fysisk vold i de fleste tilfælde (undtagen i kriminelle grupper og bander). Psykisk vold er imidlertid vidt udbredt i minidiktaturer. Ofrene er minidiktaturets 'borgere', dvs. medlemmerne af organisationen - i dette tilfælde vuggestuens ansatte, børnene og forældrene. Casen baserer sig på uformelle, dybdegående interviews med en tidligere ansat.

6. Om Elisa, den internationalt anerkendte stjerneforsker

Med Erving Goffman i baghovedet er det interessant at studere individers selvpræsentation med henblik på at opnå visse profitter. Lad os nu dykke ned i sådan en case hidrørende fra mit eget felt, universitetsfeltet, og som jeg mere eller mindre ufrivilligt har 'studeret' gennem en årrække. Jeg kan med andre ord forsikre læseren om, at casen har hold i virkeligheden, om end jeg har ændret flere detaljer af diskretionshensyn - og med den tilføjelse, at 'Elisa' i nogen grad er en idealtype i universitetsverdenen snarere end en virkelig person. Vi skal altså lære denne meget karismatiske Elisa lidt nærmere at kende, en efter eget udsagn internationalt anerkendt forsker. Med andre ord noget så sjældent som en STJERNEFORSKER.

7. Kunsten at komme ud af driften: Om easyrideren Peter Mohivilius

Nu kommer der lidt om mine observationer i forhold til 'at komme ud af driften'. På et universitet er det 'at komme ud af driften' ensbetydende med at skulle bidrage mindre – eller slet ikke – til de to mest tidskrævende kerneydelser: Undervisning/vejledning og forskning. Altså undervise og vejlede mindre (eller slet ikke) samt udgive færre artikler og bøger. I stedet kan den universitære easyrider hellige sig mere uklare og perifere aktiviteter, der typisk indebærer mange møder, 'netværkssamarbejde', deltagelse i nævn og udvalg, seminarer og konferencer, osv. Måske bryder den pågældende easyrider kollega sig ikke om kerneopgaverne. Ja, måske er vedkommende slet ikke kompetent til at udføre dem. Eller måske er han eller hun bare doven. Mageligt anlagt. Meget interessant at observere... 

8. Når en umulius-strategi lykkes: Om freerideren Bjørn

Jeg har i nogle af de forrige essays skildret forskellige easyrider typer på arbejdspladsen. Disse folk føler sig så uendeligt (selv)sikre bag al deres camouflage, men sandheden er, at de er lette at gennemskue for det øvede blik. At skildre hæderlige, flittige, hjælpsomme, bundærlige kolleger – hardriderne kan vi kalde dem – er til sammenligning noget mindre interessant. Men det er naturligvis godt, de er der. Blot bevidstheden herom giver fornyet livshåb og livsmod. Jeg har imidlertid endnu ikke givet et eksempel på en decideret freerider, dvs. en kollega, der kører HELT på frihjul. En type, der ALDRIG bidrager det mindste. Her har du et eksempel på en sådan type - slet ikke egoistisk og kalkulerende, som man måske skulle tro. Men en flink fyr og ret troskyldig - men også meget let at friste, når lederen tillader alt. Everything goes!

9. Møder, møder og atter møder

Hvem har ikke nogle gang følt, at de var ved at møde sig halvt ihjel? Det er helt vildt så mange møder, der bliver afholdt i Danmark. Der afholdes bestyrelses-, udvalgs-, evaluerings- og strategimøder. Vi skal heller ikke glemme de mange møder på konferencer og seminarer. På arbejdet skal vi til MUS-samtale, i daginstitutionen til forældresamtale – listen virker endeløs. Og det på trods af, at studier viser, at langt de fleste medarbejdere finder dem overflødige! Møder undslipper tilsyneladende enhver form for økonomisk rationalitet. Kan det overhovedet betale sig at afholde møde efter møde? Kan man ikke nøjes med behovsdrevne møder?!

10. Skakfeber

Skak er fascinerende! For andre kan det virke kedsommeligt - men når man sidder der ved bordet, føles det som en kamp på liv og død. Det er helt vildt nervepirrende! Det er serious business. Jeg tænker tit: TÆNK, hvis verden var som det internationale skaksamfund! Her har sloganet siden 1924 været Gens una sumus - Vi er alle ét folk. Hvis vi alle tænkte ligesom skaknørder, ville vi alle være lige, forenede omkring en fælles interesse. Religion ville være ligegyldigt! Din nationalitet, din etniske herkomst, din hudfarve, dit sprog, din kultur, dit køn, din beskæftigelse, din indkomst, din titel, din sociale klasse, din bopæl, din politiske overbevisning, din seksuelle orientering, din uddannelse, dit udseende, din påklædning… fuldkomment ligegyldigt! Vi er alle sammen opslugte af én eneste interesse! Tænk, hvis denne interesse var: En fredelig, bæredygtig udvikling for menneskeracen, ja, for alle klodens beboere, mennesker, dyr såvel som planter. Tænk, hvis vi alle var totalt opslugte af det – ligesom skakspillere er opslugte af skak. Så ville der ingen konflikter være, ingen krige, alle ville kunne samarbejde….. Nå, jeg kom lige til at drømme højt :-)

11. Hvorfor kan jeg ikke lære at serve?

Jeg brugte en stor del af min barndom og ungdom på at spille tennis - et herligt spil! Men ét slag fik jeg aldrig ordentligt lært: Serven! Min serv er højst ustabil, uforudsigelig. Mine øvrige slag er så indarbejdede, at de kører maskinagtigt. Sådan er det IKKE med serven. Den er stadig 'søgende'. Har endnu ikke fundet sin 'form', sin modus operandi. Den er overhovedet ikke indarbejdet i min krop – efter hele 45 år. Snart fungerer den for mig. Men som oftest ikke. Til tider kollapser den fuldstændigt, med alt for mange dobbeltfejl til følge. Så kan jeg spille nok så godt (grundspil, netspil mv.), men når jeg taber næsten alle mine egne servepartier, er det noget nær umuligt at vinde en kamp. Det er en stor gåde for mig. Hvorfor kan jeg ikke serve som - en Djokovic. En Nadal. En Holger Rune. ????

12. Lidt om "Et ord er et ord"

Danmark er langt hen ad vejen et højtillidssamfund, hvor folk generelt holder ord og kan stole på hinanden. Men har det altid været sådan? Udtrykket "Et ord er et ord" kan spores langt tilbage i nordisk historie og har højst sandsynligt spillet en stor rolle i vikingetidens æres- og handelssamfund. Jeg har forsøgt at spore "Et ord er et ord" så langt tilbage, jeg kunne komme.

13. Hvorfor forærer vi penge væk i udviklingsbistand?

Hvorfor i alverden sender vi frivilligt omkring 20 milliarder kroner ud af landet hvert år? Det forekommer  nærmest vanvittigt. Og det er naturligvis de i forvejen hårdt prøvede, danske skatteydere, der betaler dette godhedsideologiske gilde: Udviklingsbistanden. De har ikke noget valg. For den danske standardpolitiker er ulandsbistanden nemlig en hellig ko ligesom Folkekirken og Kongehuset. Her frabedes kritiske spørgsmål, tak! Vi er jo gode mennesker! Vi bliver jo nødt til at give til alle fattige rundt om i verden. Alt andet er jo uanstændigt! Hvis du stiller spørgsmålstegn ved dét, er du jo et ondt menneske. Et menneske, der ikke vil hjælpe medmennesker i nød. Således 'ideologisk tvunget' så at sige – for hvem har lyst til at blive anset for et ondt menneske? – betaler skatteyderne i dyre domme for, at disse meget humanistiske og gavmilde politikere (der forærer andre folks penge væk) kan opretholde deres strålende skønne selvbilleder: Se, hvor gode mennesker vi er! Skønne selvbilleder, der endog er befordrende for deres politiske karrierer – en ekstra bonus. Hjælper hjælpen så? Som oftest kun lidt. Eller slet ikke. Når den går til korrupte regimer, er den direkte skadelig. Kontraproduktiv. Som enhver forælder ved: Gør man børnene fuldkomment økonomisk afhængige af sig, så bliver de aldrig økonomisk selvstændige. Bliver de så taknemmelige? Nej, tværtimod. Det samme gælder ulandsbefolkningerne. Heri ligger det såkaldte Samaritanerens dilemma. Hvorfor HANDLER vi ikke i stedet noget mere med disse lande - og skaber grobund for økonomisk vækst på denne langt sundere måde?

14. Møde med min dobbeltgænger

Da jeg var 22 år, mødte jeg en dag min dobbeltgænger på en rejse. Han var iraner. Vi var begge helt besatte af at rejse. Og af sprog! Selve idéen om en dobbeltgænger er fantastisk. Læs fx Dostojevskijs Dobbeltgængeren - eller hør Franz Schuberts Der Doppelgänger!

15. Når skønlitterære værker lever videre indeni

Jeg har læst mange skønlitterære værker, især romaner. De har bragt mig stor glæde og gødet min fantasi. Og fantasien er det bedste, vi har! Med den kan vi forme alle slags billeder – nogle nyttige og anvendelige, andre blot spændende tankeeksperimenter. Fordi disse værker er så befordrende for fantasien, rummer de på samme tid flugt og frihed; oprør og nyskabelse. De har endvidere fået mig til at reflektere over livet. Og jeg tænkte: Mange af dem lever videre inden i mig. Også selvom jeg ikke længere husker alle detaljerne, men kun atmosfæren og den overordnede handling. Å, jeg takker min Gud for den skønlitterære glæde! TAK for skønlitteraturen!

16. Chet Bakers stemme

Chet Bakers stemme! Jeg hører den stedse for mit indre øre – til akkompagnement af et tyst spillende, ligesom lyttende, afventende band. Og den gamle friskhed, pågåenhed, til dels hårdhed (á la Miles Davis) høres kun lejlighedsvist i hans senere karriere – når han løfter trompeten, og den gamle, friskfyragtige sjæl stiger op i ham igen og blæses ud gennem hornet. Efterladt nu – som en essens, som det pure guld i guldvaskerfadet – er kun… en lille, skrøbelig stemme. Nærmest ingenting. Matchende hans trompetspil naturligvis, forsigtigt. Prøvende. Famlende. Tøvende. Og den uendeligt sårbare stemme. Fra et menneske, der har gået en lang, smertefuld vej. En prøvelsens vej. Jeg kan kun to ting, sagde han. Jeg lever kun for to ting. Spille trompet og synge. Synge på samme måde, som han spiller trompet. Ligesom Louis. Lyt fx til.... My Sweet Valentine. Wauuuu!

17. Joseph Conrads øjne

Denne kloge, noget melankolske forfatter - og sømand! Læs fx hans bog Heart of Darkness. Jeg sidder stadig på den båd på Themsen og lytter til Charles Marlow, der taler og taler. En uendelig strøm af ord. I halvmørket aner jeg hans dramatiske øjne, fulde af intelligent dybde. Et bedaget blik. Afspejlende et rigt, begivenhedsfuldt liv. Men også sørgmodighed. Sorg. Fortrydelser. En begivenhedshorisont. Men der kommer stråling ud. Mandens smukke, mandelformede øjne gløder svagt. Han er ikke englænder. Nej, han er oprindeligt polak. Han hedder Józef Teodor Konrad Korzeniowski. Men hvor formfuldendt, han udtrykker sig på engelsk! Det er nærmest mirakuløst. 

18. Om de gode, de gode og de gode

For mig har det været en øjenåbner at læse den canadiske sociolog, Erving Goffman, ikke mindst hans bog The Presentation of Self in Everyday Life fra 1959. Overordnet peger hans idéer og iagttagelser på, at vi mennesker bruger meget arbejde på at kultivere skønne selvbilleder. Vi holder disse skønbilleder op for os selv, så vi kan glædes over, trøstes ved, opmuntres ved… at vi er sådan nogle gode mennesker, nærmest en gave til menneskeheden; samt fremfører i ord og gerning disse overdrevent positive selvbilleder for andre for at vinde deres respekt, beundring eller – i det mindste – accept. Vi UDSTILLER our selves for andre. Vi holder ikonerne af vore forskønnede selvbilleder op for andre. Vort publikum. Det er faktisk kun seriemordere og deslige, som må opgive dette selvforskønnelsesprojekt: At skøntale – eufemisere – sig selv og sit liv. Men jeg vil alligevel vove at påstå: Nogle er REELT bedre mennesker end andre!

19. Livet efter livet

Det er en udbredt myte, at vi kun har dette ene liv. Efter døden – bliver alt sort. Tæppefald! Døden betyder ikke blot udslettelse af vores krop, men også af vores bevidsthed. Vi forsvinder ud i intetheden. Vi tilintetgøres. Destrueres. Muligheden af, at vore sjæle lever videre efter kroppens død, falder på stengrund hos mange naturvidenskabeligt orienterede mennesker, fx læger og ingeniører. Ja, disse og mange andre mener slet ikke, vi har nogen sjæl. Vi har kun en bevidsthed, som er indbygget i hjernen – altså som en del af vort fysiske legeme. Som sådan eksisterer der ikke noget immaterielt, ikke noget ud over det kropslige. Det håbefulde budskab er imidlertid: Der er slet ikke nogen evidens for dette! Derimod er der flere vidnesbyrd om, at vi lever videre som sjæle efter døden. Vi taler med andre ord om: Reinkarnation.

20. Om tilgivelsens natur

"Dine synder skal tilgives dig", forkynder Jesus. Og til Peter på spørgsmålet om, hvor mange gange han skal tilgive sin bror – 7 gange måske? Snarere 77 gange! Den fortabte søn tilgives af sin far (men ikke af sin lydige, pligtopfyldende bror). Og hvis nogen slår dig, da vend den anden kind til – thi denne uretfærdige er allerede tilgivet. Jesus tilgiver. Og Gud tilgiver gennem Christus. 77 symboliserer uendeligheden. Jesus prædiker altså uendelig tilgivelse. Alle vil blive tilgivet deres synder. Alle uden undtagelse. Tolderen, drabsmanden, Barabbas, Herodes og Pilatus, Judas – og ovennævnte Simon Peter selv, der svigtede sin mester tre gange i træk. Vi mennesker skal med andre ord forlade vore skyldnere – altså tilgive dem, der på uretfærdig vis har gjort os fortræd. Er vi da så helt syndefri lige meget, hvad vi gør? Har vore handlinger da ingen konsekvenser? Skal vort synderegister blot slettes med et pennestrøg? Og hvad så hvis – vi synder videre? Forbryder os mod uskyldige. I ond tro, i bevidst ondsindet handling, hvad så? Er vi så stadig ikke slette, men blot vildfarne? Skal alle have nåde? Skal alle benådes? Skal vi tilgive en Hitler, en Stalin, en Putin? Skal vi tilgive ALT og ALLE? Jeg mener - NEJ!

21. Mine emblemer

Hjernen er en finurlig konstruktion. Jeg bilder mig ind, at min hjerne – helt grundlæggende – er rationelt tænkende; at jeg er et rationelt væsen. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Faktisk har jeg efterhånden fundet ud af, at jeg husker essentielle ting her i livet – GRUNDBETYDNINGERNE – i særlige ikoner. Og der er kun et fåtal af ikoner. Eller måske troper i form af gennemgående, tilbagevendende, vigtige temaer (trepein, at dreje)? Ja, nu nærmer vi os. Eller sigler i form af små billeder (segl, signum, sigla, sigillum)? Eller en blanding af troper, dvs. gennemgående, tilbagevendende temaer, og emblemer? Ja, noget i den retning. Lad os så bare holde fast i ordet "emblem". Emblem kommer af græsk em-ballein, at kaste ind, indlagt arbejde, noget der symboliserer noget andet, men noget meget mere konkret end et symbol og som oftest en (fysisk) genstand. De 15 emblemer, jeg vil tale om her, er dog ikke ligefrem konkrete genstande, men konkrete oplevelser eller begivenhedsforløb – enten noget, jeg selv har oplevet, eller som jeg har hørt eller læst om. De er tilbagevendende – tropiske – i den forstand, at de jævnligt 'hjemsøger' mig. Det gør de ikke udelukkende i negativ forstand. Men på en slags neutral måde. Emblemerne kan forsvinde en stund – og så pludselig atter stige op. Som dybhavsfisk. Ofte helt uden årsag. Men de er der. Og jeg ved, de er der. Billeder, der kommer og går. Og atter kommer. Og går. Gode kendinge. Næsten venner. Jeg har for nyligt atter genoplevet dem. For jeg har nemlig forsøgt at beskrive dem.

22. Til endnu et møde med min baby-kollega

Traurig, traurig, traurig trasker jeg ind i mødelokalet til endnu et møde. Mine kolleger er ikke kommet endnu. Nedtrykt sidder jeg og venter, kigger på de nøgne, hvide vægge. Jeg kommer i eksistentialistisk mode og spekulerer over, hvorfor jeg spilder dyrebar livstid på alle disse absurde, ørkesløse møder? Kan jeg ikke bare blive væk? Skulke? Jo, vel en enkelt gang. Men det er ikke en varig løsning. Jeg har sagt A – og så må jeg også sige B. Jeg mærker, indvendigt fra, blegheden – blodløsheden – i mit ansigt. Og ubehaget ved at tænke på Hende. Mon Hun kommer i dag? Der vil ikke møde mine kolleger et opmuntrende syn, når de træder ind i lokalet. De fleste kommer i øvrigt 5-10 minutter for sent, ved jeg. What the hell.

23. Om udnyttelsens natur

Exploitation. Udnyttelse. Eller som Marx sagde: Udbytning. Hvad er det egentlig? Hvori består udnyttelsens natur? En standarddefinition af exploitation er "the use of something in order to get an advantage from it". Dette indbefatter både natur og mennesker. Hvad angår udnyttelse af mennesker, er der grundlæggende tale om, at du uretmæssigt tager noget fra en anden, typisk ukompenseret arbejdstid. Udnyttelse er som sådan at stjæle. Jeg vil i det følgende rette fokus mod de udnyttelsens ofre, altså dem, der bliver gjort til 'suckers', forstået som folk, der systematisk udnyttes af medmennesker, der får en egennytte heraf. Jeg finder 5 typer af ofre, som præsenteres i denne rækkefølge: Slaven; lønslaven; den frivillige sucker; den ufrivillige sucker; naturen og dyrene. 

24. Om venskabets natur

En grundpille under de fleste menneskers liv er – venskaber. Dybe venskaber, der er værdifulde for de fleste af os i gode såvel som i dårlige tider. Jeg mener altså ikke overfladiske venskaber – bekendtskaber, kammerater, netværk, naboer, man snakker med i ny og næ, mv. – men virkelige venner, der udgør en stor del af mit liv, og som jeg tilbringer meget tid sammen med. Venner er noget helt fundamentalt for mig – noget af det mest værdifulde i mit liv. Eller som klichéen går: Mine venner er mere værd end guld. Jeg tænker på mine venner hver dag. Men hvad er venskabets natur egentlig? Hvornår er en ven en ven? Hvad gør en ven til en ven?

25. Flokke af menneskekroppe, alle bærende på sjæle

Malaga, Andalusien, Sydspanien. Lørdag den 4. januar. Det er stadig jul her. Hellig Trekongers Dag er nemlig den 6. januar, og folk køber masser af gaver til deres børn. Fantastisk juleudsmykning i hele centrum. Vi 'flød' gennem gågaderne i et menneskehav i dag. Foran katedralen stod det mægtige juletræ: Egentlig kun et metalmonster, men smukt med alle lysene om aftenen. Folk flokkedes i særlig grad lige her – opstilling til fotografering med mobiltelefoner, afrikanske sælgere, der skød lysende plastic helikopter-insekter 50 meter op i luften og samlede dem op, når de var dalet ned (på nøjagtigt samme sted). Og det store klokkespil begyndte på slaget 19 at spille "Come all ye faithful". Og så blev der naturligvis taget fotos og videoer af det også.

26. I flodsengen

Op til flodsengen ved Torre del Mar ville vi. Og vi var spændte på at se, hvor udtørret floden Rio Véles var. Det havde engang været en stor flod med et bredt leje, men altid lavvandet. Alt sitrer. Alt lever. Alt er spændende, forunderligt. Ligesom da man var barn...

27. Om synkronicitet

Hvad er synkronicitet? "Synkronicitet" kommer fra græsk syn (sam-) og chronos (tid), altså samtidighed eller 'samklang'. Den schweiziske psykiater og psykoanalytiker, Carl Gustav Jung, kom med to forskellige definitioner af ordet tilbage i 1920'erne, nemlig som dels "meningsfulde sammentræf", forstået som "meaningful coincidence of two or more events where something other than the probability of chance is involved"; dels "ikke-årsagsbestemt forbundethed", forstået som "a hypothetical factor equal in rank to causality as a principle of explanation".

28. Picassos øje

Vi mennesker har en tendens til at se harmoni og sammenhæng, hvor dette ikke eksisterer. Ja, vi har endog en tendens til AKTIVT at opbygge harmoni og sammenhæng. Vi producerer det simpelthen. Picassos øje havde derimod øje for det skæve øje; øjenbrynenes forskellige krumninger; hændernes indbyrdes disharmoni. I det hele taget havde han øje for, at alle de PAR, vi ser, og som vi opfatter som identiske, eller nær identiske, til tider nærmest er hinandens modsætninger. Symmetrien eksisterer slet ikke. Det er asymmetrien, der suverænt hersker. 

29. James Bond drømme

Jo, jeg indrømmer, at jeg i perioder har tyet til James Bond drømme. James Bond er for mig ikonet på det gode, retfærdige menneske – som jeg kender partielt fra de bedste af mine kolleger, fra mine nærmeste; og fra mine historiske og nutidige helte. Som sådan er James Bond figuren noget nær det perfekte menneske. Det ufejlbarlige menneske, om end han naturligvis rummer åbenlyse karakterbrist, fx troløshed og en tendens til overdreven voldelig adfærd, der let kan komme til at gå ud over uskyldige. Han inkarnerer det modige, uegennyttige menneske: "Baby, you're so good". På den måde bliver Bond en hyldest til alle de mange hverdagshelte, man heldigvis jævnligt træffer, og som giver dig mod på at bekæmpe snydertyperne.

30. Back to Bach

Der er ALT i Bachs musik! Fest, bølger, Gudsriget, melankoli, smerte, dødslængsel. Og en helt overvældende skønhed! Jeg hører alt. Jeg er blevet væk i det Bachske univers. Jeg bæres på Bachske bølger. Og nemmer den kolossale, ja, ubegrænsede frihed, der findes indeni, ved siden af, under og over mønstrene. Back to Bach! Back to Bach! Back to Bach!

31. Om værker, der ikke kunne offentliggøres

Kanske de bedste værker ofte er værker, der aldrig blev offentliggjort i kunstnerens levetid – eller slet ikke blev offentliggjorte. Værker skabte i kedsomhed, af vane, af passion, af håbløshed og resignation. 

32. Om Væselet

Mens vi snakkede der i bilen – jeg, Oliver og min søn Jeppe – kom talen hurtigt over på Væselet. Det er noget, jeg har hørt dem tale om før. Og det er en del af deres overtro - hvordan de så end forstår det ord. Væselet er tydeligvis et af deres yndlingsemner, som de indbyrdes – Jeppe, Oliver og en tredje ven, Asger – har diskuteret højlydt hjemme hos os. Ja, nærmest lidenskabeligt. Råbende, diskuterende, højt leende. Til tider har der også været højlydte uenigheder, ja ligefrem skænderier. Jeg har sommetider lyttet lidt i smug. De taler også om Gud og Helved og Michael Jackson. Og Hitler. Jeg kan ikke finde hoved eller hale i det. Og er blevet mere og mere nysgerrig! Det har længe undret mig, hvad Væselet er for noget – ja, og alle de andre væsener, de taler om. Jeg forestiller mig det – helt bogstaveligt – som et væsel, altså et langt, brunt rovdyr, der minder om en mår. Men jeg forstår også, at det er noget andet end det. Eller i hvert fald noget meget mere. Ja, vistnok en dreng, hvis jeg har forstået det rigtigt. En dreng, de kender. Men så INTERVIEWEDE jeg dem et par gange. Og blev lidt klogere på, hvem Væselet egentlig er. 

33. Om hustyranner

Hustyrannen ved sjældent, at han eller hun gør sine nærmeste ondt – ufrie og ulykkelige. Eller det fornemmer hustyrannen måske til tider. Men noget, hustyrannen aldrig ved, er, at han eller hun gør sig selv ulykkelig. Forholdet til de nærmeste – ægtefælle og børn – bliver langsomt forgiftet. Relationerne opløses i en giftig, kemisk forbindelse. Hustyrannens sejre giver måske nok et kortvarigt kick, men de er og bliver pyrrhussejre. Og hvis du er hustyrannens offer: Se at komme væk så hurtigt som muligt!

34. Den grønne prins

For mig var det en sensation at opleve Mosab Hassan Yousef første gang! Da jeg så youtube videoen tænkte jeg: Det må være en eller anden crazy jihadist - at dømme efter udseende, tonefald, osv. I was proven wrong! Sooooo very wrong. Mosab Hassan Yousef, også kaldet "Den grønne prins", er nemlig en helt usædvanlig araber og palæstinenser. Han følger kun sit EGET moralske kompas. Han insisterer på at være et selvstændigt tænkende væsen, ikke et stupidt flokdyr. Han udgør en klar og vægtig stemme i den verserende Gaza-Israel konflikt i nyheds- og debatprogrammer, videoer på youtube, ved internationale konferencer og møder mv. Han er født og opvokset i Ramallah på Vestbredden, ældste søn af en af grundlæggerne af Hamas, Sheikh Hassan Yousef. Han kender den palæstinensiske religiøse og politiske kultur 'indefra', ligesom han har et dybt kendskab til det israelske folk, som han beundrer højt og støtter aktivt. Modsat mange andre debattører taler han med andre ord af EGEN erfaring. Mosab betyder 'stærk'. Og han ER modig og stærk. Han har sine meningers mod. Er Mosab en strålende repræsentant for en voksende gruppe af en ny tids arabere? Lad os inderligt håbe det!


Udvalgte KRONIKKER med links

Se fuld publikationsliste HER


Svendsen, G. L. H. (2024)Faderen var med til at grundlægge Hamas. Sønnen kalder Hamas-lederne terrorister og kriminelle. Kristeligt Dagblad.

Svendsen, G. L. H. (2024). Hvorfor må vi ingenting vide om voldsforbrydere i medierne? Avisen Danmark.

Svendsen, G. L. H. (2024). Danskerne åd det royale realityshow råt. Jyllands-Posten.

Schmidt, T. D., Sørensen, J. F. L., Svendsen, G. L. H., & Jensen, P. S. (2021). Hvordan påvirkes det lokale arbejdsmarked af udflytning af statslige arbejdspladser? Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2021). Udgifterne til førtidspension er på himmelflugt: Hvorfor kan kurven ikke knækkes? Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2020). Det er synd for det lille, stakkels komma. Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2019). Hvorfor skal danskerne finansiere et kongehus? Information.

Svendsen, G. L. H. (2019). Ulandsbistanden - er en epoke ved at være slut? Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2019). Vi hader ikke dem, der kommer hertil - men vi frygter for pengekassen. JydskeVestkysten.

Svendsen, G. L. H. (2018) Miraklet i Borris. Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2018). Er Danmark blevet en socialiststat? Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2018). Hvorfor dog ikke blot forbyde cigaretter? Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2017). Et mareridt af møder. Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2017). Forestillingen om et Udkantsdanmark er ikke et nyt fænomen. Information.

Svendsen, G. L. H. (2017). Tillid er olien i samfundets motor. Fyens Stiftstidende.

Svendsen, G. L. H. (2016). Skueproces om skolelukninger. Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2015). Stavekontrolprogrammet tager over. Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2013). Livet på landet: Myter og virkelighed. Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2012). Pas på folkebibliotekerne. Morgenavisen Jyllandsposten.

Svendsen, G. L. H. (2011). Projektsamfundet på speed. Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2008). Tillid er samfundets fundament. Berlingske Tidende.

Svendsen, G. L. H. (2007). Hvad gør vi med landsbyerne i udkanterne? Morgenavisen Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2007). Lidt sort arbejde skader vel ikke...? Morgenavisen Jyllands-Posten.

Svendsen, G. L. H. (2007). Når de hæderligste skuldre bærer byrden. Berlingske Tidende.

Svendsen, G. L. H. (2007). Vi skal passe på vores sociale kapital. Kristeligt Dagblad.

Lav din egen hjemmeside gratis!