DEBATOPLÆG & ESSAYS
1. Hvorfor i alverden har vi et kongehus i Danmark?
2. Universitas - et kritisk perspektiv på universitetsverdenen
3. Voldsforbrydere i medierne: Hvilke kriterier gælder?
4. Hardriding og easyriding i det danske velfærdssamfund
5. Vuggestuens dronning - om et minidiktatur på en dansk arbejdsplads
6. Om Elisa, den internationalt anerkendte stjerneforsker
7. Kunsten at komme ud af driften: Om easyrideren Peter Mohivilius
8. Når en umulius-strategi lykkes: Om freerideren Bjørn
9. Møder, møder og atter møder
10. Skakfeber
11. Hvorfor kan jeg ikke lære at serve?
12. Et ord er et ord
13. Hvorfor forærer vi penge væk i udviklingsbistand?
14. Møde med min dobbeltgænger
15. Når skønlitterære værker lever videre indeni
16. Chet Bakers stemme
17. Joseph Conrads øjne
18. Om de gode, de gode og de gode
19. Livet efter livet
20. Om tilgivelsens natur
21. Mine emblemer
22. Til endnu et møde med min baby-kollega
23. Om udnyttelsens natur
24. Om venskabets natur
25. Flokke af menneskekroppe, alle bærende på sjæle
26. I flodsengen
27. Om synkronicitet
28. Picassos øje
29. James Bond drømme
30. Back to Bach
31. Om værker, der ikke kunne offentliggøres
32. Om Væselet
33. Om hustyranner
34. Den grønne prins
35. Hyldest til Solsjenitsyn, Nemtsov, Navalny, Kara-Murza og alle de andre...
36. Sprogknas 1: Når stavekontrolprogrammet tager over
37. Sprogknas 2: Det, stakkels, lille, komma,,,
38. Sprogknas 3: Velkommen til fagre, nye ChatGPT verden!
39. Panikangst: Brudstykke af en undervisers dagbog
40. Min helt vildt fascinerende computer
41. Om syndens natur
42. Er kristendommen ved at forsvinde i Danmark?
43. Om fleksibel humanisme og boksebolde: Politiske fordømmelsesterminologier i de danske medier, 1990-2023
Jeg lægger løbende flere ud.
Kommentarer er meget velkomne og kan sendes til glhs@sam.sdu.dk
God læselyst!
1. Hvorfor i alverden har vi et kongehus i Danmark?
Hvorfor står Kongehuset aldrig til debat? Journalister og politikere er netop på dette område totalt ukritiske. I Danmark, det såkaldte 'lighedsland', bliver vi fra barnsben ideologisk opdraget til at hylde institutionaliseret ulighed og uretfærdighed i form af et monarki. Det er mærkeligt i et samfund, hvor vi praler af demokrati, meritokrati og mulighedslighed. Monark betyder faktisk enehersker, altså diktator. Og nu skal vi de næste 30-40 år lade os korrekse af den nye monark, voksenopdrageren Kong Frederik den Tiende, der er højt hævet over loven, og hvis kæmpe 'løn' vi bliver tvunget til at betale. Men de fleste danskere elsker dette Royale Reality Show. Monarkiet er blevet til underholdning for folket og har sit eget propagandaministerium, Kongehusets Kommunikationsafdeling. Sælsomt! En anakronisme. En logisk brist. En selvmodsigelse. Meget interessant...
2. Universitas - et kritisk perspektiv på universitetsverdenen
Jeg har efterhånden været ansat inden for universitetsverdenen i 25 år. Hvordan har det været? Måske vil læseren finde det interessant at få lidt 'insider' viden her. Jeg kan røbe, at det har været en blandet fornøjelse. Det er dejligt at forske. Og også samfundsnyttigt vil jeg mene. Det har været skønt at færdes blandt de studerende, her ikke mindst at vejlede dem, tale med dem, forsøge at forstå deres livsverden. Og glæde sig, når man mærker, de virkelig FORSTÅR og LÆRER noget, de kan bruge senerehen i livet! Jeg har også oplevet mange supergode forskere og undervisere. Men der er et væld af 'dirty tricks', som nogle fristes til at bruge. Jeg har i mit oplæg fokuseret på disse skyggesider.
3. Voldsforbrydere i medierne: Hvilke kriterier gælder?
Jeg bliver regelmæssigt irriteret over manglende oplysninger i de danske medier ifm. kriminalsager. Ingen navne opgives. Intet om forbryderens/forbrydernes etniske baggrund, navn, udseende, bopæl, endsige livshistorie. Som oftest kun: Alder og køn. Ofte må man derfor gætte sig til, om der fx er tale om et bandemedlem af anden etnisk oprindelse end dansk; eller om der er tale om en rocker af dansk etnicitet. De presseetiske retningslinjer rummer kun en lakonisk bemærkning om, at det er op til den enkelte journalists "eget skøn", om de pågældende kriminelles navne, etniske herkomst mv. er relevante at nævne. Min bekymring her gælder ikke mindst voldsforbrydelser, hvis antal er fordoblet de sidste tyve år og dermed er et kraftigt stigende problem i Danmark. Men sandheden om disse må åbenbart ikke komme (helt) frem i lyset. Hermed overlades læseren til en ubehagelig gættekonkurrence, hvor sporadiske oplysninger som "risikerer udvisning", "bandemedlem" og "knivstikkeri" giver ham eller hende nogle indikationer om, hvilken person der er tale om. At alle oplysninger ikke kommer frem, kan imidlertid gøre det sværere at gøre noget ved problemerne. Og det kan i øvrigt skabe stor utryghed de steder, hvor der sker flest voldsforbrydelser.
4. Hardriding og easyriding i det danske velfærdssamfund
"Danmark er et dejligt land", sang den nyligt afdøde Shu-Bi-Dua forsanger, Michael Bondesen. Og det er Danmark da helt bestemt! Vi er i international sammenligning et velfungerende, velstående højtillidsland med lav korruption, relativt oplyste, veluddannede borgere, høj livstilfredshed og stor, national sammenhængskraft. Alligevel må vi aldrig henfalde til national selvgodhed. Vores omkostningstunge, skandinaviske velfærdssamfundsmodel - en tung 'humlebi' så at sige - skal bestandigt fremtidssikres, for at den kan blive ved med at flyve. En reel fare er her, at vi bliver flere nydere end ydere. Jeg giver et par eksempler fra den virkelige verden.
5. Vuggestuens dronning - om et minidiktatur på en dansk arbejdsplads
Dette er desværre en virkelig historie om et minidiktatur i en dansk børneinstitution. Hvor almindeligt et sådant diktatur er, skal jeg ikke kunne sige. Om det er mest udbredt i børneinstitutioner, skal jeg heller ikke kunne sige. Det er svært at 'måle'. Det interessante er, at vi i et minidiktatur kan se mange af de samme mønstre som i det store diktatur. Begge steder rummer lederens/diktatorens værktøjskasse typisk redskaber som: Undertrykkelse af ytringsfrihed, forfølgelse af kritikere og
anderledes tænkende, straffe, magtcentralisering, manipulation og løgne mv.
Blot udelades i minidiktaturet fysisk vold i de fleste tilfælde (undtagen i kriminelle grupper
og bander). Psykisk vold er imidlertid vidt udbredt i minidiktaturer. Ofrene er
minidiktaturets 'borgere', dvs. medlemmerne af organisationen - i dette tilfælde vuggestuens ansatte, børnene og forældrene. Casen baserer sig på uformelle, dybdegående interviews med en tidligere ansat.
6. Om Elisa, den internationalt anerkendte stjerneforsker
Med Erving Goffman i baghovedet er det interessant at studere individers selvpræsentation med henblik på at opnå visse profitter. Lad os nu dykke ned i sådan en case hidrørende fra mit eget felt, universitetsfeltet, og som jeg mere eller mindre ufrivilligt har 'studeret' gennem en årrække. Jeg kan med andre ord forsikre læseren om, at casen har hold i virkeligheden, om end jeg har ændret flere detaljer af diskretionshensyn - og med den tilføjelse, at 'Elisa' i nogen grad er en idealtype i universitetsverdenen snarere end en virkelig person. Vi skal altså lære denne meget karismatiske Elisa lidt nærmere at kende, en efter eget udsagn internationalt anerkendt forsker. Med andre ord noget så sjældent som en STJERNEFORSKER.
7. Kunsten at komme ud af driften: Om easyrideren Peter Mohivilius
Nu kommer der
lidt om mine observationer i forhold til 'at komme ud af driften'. På et
universitet er det 'at komme ud af driften' ensbetydende med at skulle bidrage
mindre – eller slet ikke – til de to mest tidskrævende kerneydelser:
Undervisning/vejledning og forskning. Altså undervise og vejlede mindre (eller
slet ikke) samt udgive færre artikler og bøger. I stedet kan den universitære
easyrider hellige sig mere uklare og perifere aktiviteter, der typisk indebærer
mange møder, 'netværkssamarbejde', deltagelse i nævn og udvalg, seminarer og
konferencer, osv. Måske bryder den pågældende easyrider kollega sig ikke om
kerneopgaverne. Ja, måske er vedkommende slet ikke kompetent til at udføre dem.
Eller måske er han eller hun bare doven. Mageligt anlagt. Meget interessant at observere...
8. Når en umulius-strategi lykkes: Om freerideren Bjørn
Jeg har i nogle af de forrige essays skildret forskellige easyrider typer på arbejdspladsen. Disse folk føler sig så uendeligt (selv)sikre bag al deres camouflage, men sandheden er, at de er lette at gennemskue for det øvede blik. At skildre hæderlige, flittige, hjælpsomme, bundærlige kolleger – hardriderne kan vi kalde dem – er til sammenligning noget mindre interessant. Men det er naturligvis godt, de er der. Blot bevidstheden herom giver fornyet livshåb og livsmod. Jeg har imidlertid endnu ikke givet et eksempel på en decideret freerider, dvs. en kollega, der kører HELT på frihjul. En type, der ALDRIG bidrager det mindste. Her har du et eksempel på en sådan type - slet ikke egoistisk og kalkulerende, som man måske skulle tro. Men en flink fyr og ret troskyldig - men også meget let at friste, når lederen tillader alt. Everything goes!
9. Møder, møder og atter møder
Hvem har ikke nogle gang følt, at de var ved at møde sig halvt ihjel? Det er helt vildt så mange møder, der bliver afholdt i Danmark. Der afholdes bestyrelses-, udvalgs-, evaluerings- og strategimøder. Vi skal heller ikke glemme de mange møder på konferencer og seminarer. På arbejdet skal vi til MUS-samtale, i daginstitutionen til forældresamtale – listen virker endeløs. Og det på trods af, at studier viser, at langt de fleste medarbejdere finder dem overflødige! Møder undslipper tilsyneladende enhver form for økonomisk rationalitet. Kan det overhovedet betale sig at afholde møde efter møde? Kan man ikke nøjes med behovsdrevne møder?!
10. Skakfeber
Skak er fascinerende! For andre kan det virke kedsommeligt - men når man sidder der ved bordet, føles det som en kamp på liv og død. Det er helt vildt nervepirrende! Det er serious business. Jeg tænker tit: TÆNK, hvis verden var som det internationale skaksamfund! Her har sloganet siden 1924 været Gens una sumus - Vi er alle ét folk. Hvis vi alle tænkte ligesom skaknørder, ville vi alle være lige, forenede omkring en fælles interesse. Religion ville være ligegyldigt! Din nationalitet, din etniske herkomst, din hudfarve, dit sprog, din kultur, dit køn, din beskæftigelse, din indkomst, din titel, din sociale klasse, din bopæl, din politiske overbevisning, din seksuelle orientering, din uddannelse, dit udseende, din påklædning… fuldkomment ligegyldigt! Vi er alle sammen opslugte af én eneste interesse! Tænk, hvis denne interesse var: En fredelig, bæredygtig udvikling for menneskeracen, ja, for alle klodens beboere, mennesker, dyr såvel som planter. Tænk, hvis vi alle var totalt opslugte af det – ligesom skakspillere er opslugte af skak. Så ville der ingen konflikter være, ingen krige, alle ville kunne samarbejde….. Nå, jeg kom lige til at drømme højt :-)
11. Hvorfor kan jeg ikke lære at serve?
Jeg brugte en stor del af min barndom og ungdom på at spille tennis - et herligt spil! Men ét
slag fik jeg aldrig ordentligt lært: Serven! Min serv er højst ustabil,
uforudsigelig. Mine øvrige slag er så indarbejdede, at de kører maskinagtigt.
Sådan er det IKKE med serven. Den er stadig 'søgende'. Har endnu ikke fundet
sin 'form', sin modus operandi. Den er overhovedet ikke indarbejdet i
min krop – efter hele 45 år. Snart fungerer den for mig. Men som oftest ikke.
Til tider kollapser den fuldstændigt, med alt for mange dobbeltfejl til følge.
Så kan jeg spille nok så godt (grundspil, netspil mv.), men når jeg taber
næsten alle mine egne servepartier, er det noget nær umuligt at vinde en kamp. Det er en stor gåde for mig. Hvorfor kan jeg ikke serve som - en Djokovic. En Nadal. En Holger Rune. ????
12. Lidt om "Et ord er et ord"
Danmark er langt hen ad vejen et højtillidssamfund, hvor folk generelt holder ord og kan stole på hinanden. Men har det altid været sådan? Udtrykket "Et ord er et ord" kan spores langt tilbage i nordisk historie og har højst
sandsynligt spillet en stor rolle i vikingetidens æres- og handelssamfund. Jeg har forsøgt at spore "Et ord er et ord" så langt tilbage, jeg kunne komme.
13. Hvorfor forærer vi penge væk i udviklingsbistand?
Hvorfor i alverden sender vi frivilligt omkring 20 milliarder kroner ud af landet hvert år? Det forekommer nærmest vanvittigt. Og det er naturligvis de i forvejen hårdt prøvede, danske skatteydere, der betaler dette godhedsideologiske gilde: Udviklingsbistanden. De har ikke noget valg. For den danske standardpolitiker er ulandsbistanden nemlig en hellig ko ligesom Folkekirken og Kongehuset. Her frabedes kritiske spørgsmål, tak! Vi er jo gode mennesker! Vi bliver jo nødt til at give til alle fattige rundt om i verden. Alt andet er jo uanstændigt! Hvis du stiller spørgsmålstegn ved dét, er du jo et ondt menneske. Et menneske, der ikke vil hjælpe medmennesker i nød. Således 'ideologisk tvunget' så at sige – for hvem har lyst til at blive anset for et ondt menneske? – betaler skatteyderne i dyre domme for, at disse meget humanistiske og gavmilde politikere (der forærer andre folks penge væk) kan opretholde deres strålende skønne selvbilleder: Se, hvor gode mennesker vi er! Skønne selvbilleder, der endog er befordrende for deres politiske karrierer – en ekstra bonus. Hjælper hjælpen så? Som oftest kun lidt. Eller slet ikke. Når den går til korrupte regimer, er den direkte skadelig. Kontraproduktiv. Som enhver forælder ved: Gør man børnene fuldkomment økonomisk afhængige af sig, så bliver de aldrig økonomisk selvstændige. Bliver de så taknemmelige? Nej, tværtimod. Det samme gælder ulandsbefolkningerne. Heri ligger det såkaldte Samaritanerens dilemma. Hvorfor HANDLER vi ikke i stedet noget mere med disse lande - og skaber grobund for økonomisk vækst på denne langt sundere måde?
14. Møde med min dobbeltgænger
Da jeg var 22 år, mødte jeg en dag min dobbeltgænger på en rejse. Han var iraner. Vi var begge helt besatte af at rejse. Og af sprog! Selve idéen om en dobbeltgænger er fantastisk. Læs fx Dostojevskijs Dobbeltgængeren - eller hør Franz Schuberts Der Doppelgänger!
15. Når skønlitterære værker lever videre indeni
Jeg
har læst mange skønlitterære værker, især romaner. De har bragt mig stor glæde
og gødet min fantasi. Og fantasien er det bedste, vi har! Med den kan vi forme
alle slags billeder – nogle nyttige og anvendelige, andre blot spændende
tankeeksperimenter. Fordi disse værker er så befordrende for fantasien, rummer de
på samme tid flugt og frihed; oprør og nyskabelse. De har endvidere fået mig
til at reflektere over livet. Og jeg tænkte: Mange af dem lever videre inden i
mig. Også selvom jeg ikke længere husker alle detaljerne, men kun atmosfæren og
den overordnede handling. Å, jeg takker min Gud for den skønlitterære glæde! TAK for skønlitteraturen!
16. Chet Bakers stemme
Chet Bakers stemme! Jeg hører den stedse for mit indre øre – til akkompagnement af et tyst spillende, ligesom lyttende, afventende band. Og den gamle friskhed, pågåenhed, til dels hårdhed (á la Miles Davis) høres kun lejlighedsvist i hans senere karriere – når han løfter trompeten, og den gamle, friskfyragtige sjæl stiger op i ham igen og blæses ud gennem hornet. Efterladt nu – som en essens, som det pure guld i guldvaskerfadet – er kun… en lille, skrøbelig stemme. Nærmest ingenting. Matchende hans trompetspil naturligvis, forsigtigt. Prøvende. Famlende. Tøvende. Og den uendeligt sårbare stemme. Fra et menneske, der har gået en lang, smertefuld vej. En prøvelsens vej. Jeg kan kun to ting, sagde han. Jeg lever kun for to ting. Spille trompet og synge. Synge på samme måde, som han spiller trompet. Ligesom Louis. Lyt fx til.... My Sweet Valentine. Wauuuu!
17. Joseph Conrads øjne
Denne kloge, noget melankolske forfatter - og sømand! Læs fx hans bog Heart of Darkness. Jeg sidder stadig på den båd på Themsen og lytter til Charles Marlow, der taler og taler. En uendelig strøm af ord. I halvmørket aner jeg hans dramatiske øjne, fulde af intelligent dybde. Et bedaget blik. Afspejlende et rigt, begivenhedsfuldt liv. Men også sørgmodighed. Sorg. Fortrydelser. En begivenhedshorisont. Men der kommer stråling ud. Mandens smukke, mandelformede øjne gløder svagt. Han er ikke englænder. Nej, han er oprindeligt polak. Han hedder Józef Teodor Konrad Korzeniowski. Men hvor formfuldendt, han udtrykker sig på engelsk! Det er nærmest mirakuløst.
18. Om de gode, de gode og de gode
For mig har det været en øjenåbner at læse den canadiske sociolog, Erving Goffman, ikke mindst hans bog The Presentation of Self in Everyday Life fra 1959. Overordnet peger hans idéer og iagttagelser på, at vi mennesker bruger meget arbejde på at kultivere skønne selvbilleder. Vi holder disse skønbilleder op for os selv, så vi kan glædes over, trøstes ved, opmuntres ved… at vi er sådan nogle gode mennesker, nærmest en gave til menneskeheden; samt fremfører i ord og gerning disse overdrevent positive selvbilleder for andre for at vinde deres respekt, beundring eller – i det mindste – accept. Vi UDSTILLER our selves for andre. Vi holder ikonerne af vore forskønnede selvbilleder op for andre. Vort publikum. Det er faktisk kun seriemordere og deslige, som må opgive dette selvforskønnelsesprojekt: At skøntale – eufemisere – sig selv og sit liv. Men jeg vil alligevel vove at påstå: Nogle er REELT bedre mennesker end andre!
19. Livet efter livet
Det er en udbredt myte, at vi kun har dette ene liv. Efter døden – bliver alt sort. Tæppefald! Døden betyder ikke blot udslettelse af vores krop, men også af vores bevidsthed. Vi forsvinder ud i intetheden. Vi tilintetgøres. Destrueres. Muligheden af, at vore sjæle lever videre efter kroppens død, falder på stengrund hos mange naturvidenskabeligt orienterede mennesker, fx læger og ingeniører. Ja, disse og mange andre mener slet ikke, vi har nogen sjæl. Vi har kun en bevidsthed, som er indbygget i hjernen – altså som en del af vort fysiske legeme. Som sådan eksisterer der ikke noget immaterielt, ikke noget ud over det kropslige. Det håbefulde budskab er imidlertid: Der er slet ikke nogen evidens for dette! Derimod er der flere vidnesbyrd om, at vi lever videre som sjæle efter døden. Vi taler med andre ord om: Reinkarnation.
20. Om tilgivelsens natur
"Dine synder skal tilgives dig", forkynder Jesus. Og til Peter på spørgsmålet om, hvor mange gange han skal tilgive sin bror – 7 gange måske? Snarere 77 gange! Den fortabte søn tilgives af sin far (men ikke af sin lydige, pligtopfyldende bror). Og hvis nogen slår dig, da vend den anden kind til – thi denne uretfærdige er allerede tilgivet. Jesus tilgiver. Og Gud tilgiver gennem Christus. 77 symboliserer uendeligheden. Jesus prædiker altså uendelig tilgivelse. Alle vil blive tilgivet deres synder. Alle uden undtagelse. Tolderen, drabsmanden, Barabbas, Herodes og Pilatus, Judas – og ovennævnte Simon Peter selv, der svigtede sin mester tre gange i træk. Vi mennesker skal med andre ord forlade vore skyldnere – altså tilgive dem, der på uretfærdig vis har gjort os fortræd. Er vi da så helt syndefri lige meget, hvad vi gør? Har vore handlinger da ingen konsekvenser? Skal vort synderegister blot slettes med et pennestrøg? Og hvad så hvis – vi synder videre? Forbryder os mod uskyldige. I ond tro, i bevidst ondsindet handling, hvad så? Er vi så stadig ikke slette, men blot vildfarne? Skal alle have nåde? Skal alle benådes? Skal vi tilgive en Hitler, en Stalin, en Putin? Skal vi tilgive ALT og ALLE? Jeg mener - NEJ!
21. Mine emblemer
Hjernen er en finurlig konstruktion. Jeg bilder mig ind, at min hjerne – helt grundlæggende – er rationelt tænkende; at jeg er et rationelt væsen. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Faktisk har jeg efterhånden fundet ud af, at jeg husker essentielle ting her i livet – GRUNDBETYDNINGERNE – i særlige ikoner. Og der er kun et fåtal af ikoner. Eller måske troper i form af gennemgående, tilbagevendende, vigtige temaer (trepein, at dreje)? Ja, nu nærmer vi os. Eller sigler i form af små billeder (segl, signum, sigla, sigillum)? Eller en blanding af troper, dvs. gennemgående, tilbagevendende temaer, og emblemer? Ja, noget i den retning. Lad os så bare holde fast i ordet "emblem". Emblem kommer af græsk em-ballein, at kaste ind, indlagt arbejde, noget der symboliserer noget andet, men noget meget mere konkret end et symbol og som oftest en (fysisk) genstand. De 15 emblemer, jeg vil tale om her, er dog ikke ligefrem konkrete genstande, men konkrete oplevelser eller begivenhedsforløb – enten noget, jeg selv har oplevet, eller som jeg har hørt eller læst om. De er tilbagevendende – tropiske – i den forstand, at de jævnligt 'hjemsøger' mig. Det gør de ikke udelukkende i negativ forstand. Men på en slags neutral måde. Emblemerne kan forsvinde en stund – og så pludselig atter stige op. Som dybhavsfisk. Ofte helt uden årsag. Men de er der. Og jeg ved, de er der. Billeder, der kommer og går. Og atter kommer. Og går. Gode kendinge. Næsten venner. Jeg har for nyligt atter genoplevet dem. For jeg har nemlig forsøgt at beskrive dem.
22. Til endnu et møde med min baby-kollega
Traurig,
traurig, traurig trasker jeg ind i mødelokalet til endnu et møde. Mine kolleger
er ikke kommet endnu. Nedtrykt sidder jeg og venter, kigger på de nøgne, hvide
vægge. Jeg kommer i eksistentialistisk mode og spekulerer over, hvorfor
jeg spilder dyrebar livstid på alle disse absurde, ørkesløse møder? Kan jeg ikke
bare blive væk? Skulke? Jo, vel en enkelt gang. Men det er ikke en varig
løsning. Jeg har sagt A – og så må jeg også sige B. Jeg mærker, indvendigt fra,
blegheden – blodløsheden – i mit ansigt. Og ubehaget ved at tænke på Hende. Mon Hun kommer i dag? Der vil ikke møde mine kolleger et
opmuntrende syn, når de træder ind i lokalet. De fleste kommer i øvrigt 5-10
minutter for sent, ved jeg. What the hell.
23. Om udnyttelsens natur
Exploitation. Udnyttelse. Eller som Marx sagde: Udbytning. Hvad er det egentlig? Hvori består udnyttelsens natur? En standarddefinition af exploitation er "the use of something in order to get an advantage from it". Dette indbefatter både natur og mennesker. Hvad angår udnyttelse af mennesker, er der grundlæggende tale om, at du uretmæssigt tager noget fra en anden, typisk ukompenseret arbejdstid. Udnyttelse er som sådan at stjæle. Jeg vil i det følgende rette fokus mod de udnyttelsens ofre, altså dem, der bliver gjort til 'suckers', forstået som folk, der systematisk udnyttes af medmennesker, der får en egennytte heraf. Jeg finder 5 typer af ofre, som præsenteres i denne rækkefølge: Slaven; lønslaven; den frivillige sucker; den ufrivillige sucker; naturen og dyrene.
24. Om venskabets natur
En grundpille under de fleste menneskers liv er – venskaber. Dybe venskaber, der er værdifulde for de fleste af os i gode såvel som i dårlige tider. Jeg mener altså ikke overfladiske venskaber – bekendtskaber, kammerater, netværk, naboer, man snakker med i ny og næ, mv. – men virkelige venner, der udgør en stor del af mit liv, og som jeg tilbringer meget tid sammen med. Venner er noget helt fundamentalt for mig – noget af det mest værdifulde i mit liv. Eller som klichéen går: Mine venner er mere værd end guld. Jeg tænker på mine venner hver dag. Men hvad er venskabets natur egentlig? Hvornår er en ven en ven? Hvad gør en ven til en ven?
25. Flokke af menneskekroppe, alle bærende på sjæle
Malaga, Andalusien, Sydspanien. Lørdag den 4. januar. Det er stadig jul her. Hellig Trekongers Dag er nemlig den 6. januar, og folk køber masser af gaver til deres børn. Fantastisk juleudsmykning i hele centrum. Vi 'flød' gennem gågaderne i et menneskehav i dag. Foran katedralen stod det mægtige juletræ: Egentlig kun et metalmonster, men smukt med alle lysene om aftenen. Folk flokkedes i særlig grad lige her – opstilling til fotografering med mobiltelefoner, afrikanske sælgere, der skød lysende plastic helikopter-insekter 50 meter op i luften og samlede dem op, når de var dalet ned (på nøjagtigt samme sted). Og det store klokkespil begyndte på slaget 19 at spille "Come all ye faithful". Og så blev der naturligvis taget fotos og videoer af det også.
26. I flodsengen
Op til flodsengen ved Torre del Mar ville vi.
Og vi var spændte på at se, hvor udtørret
floden Rio Véles var. Det havde engang været en stor flod med et bredt leje, men altid
lavvandet. Alt sitrer. Alt lever. Alt er spændende, forunderligt. Ligesom da man var barn...
27. Om synkronicitet
Hvad er synkronicitet? "Synkronicitet" kommer fra græsk syn (sam-) og chronos (tid), altså samtidighed eller 'samklang'. Den schweiziske psykiater og psykoanalytiker, Carl Gustav Jung, kom med to forskellige definitioner af ordet tilbage i 1920'erne, nemlig som dels "meningsfulde sammentræf", forstået som "meaningful coincidence of two or more events where something other than the probability of chance is involved"; dels "ikke-årsagsbestemt forbundethed", forstået som "a hypothetical factor equal in rank to causality as a principle of explanation".
28. Picassos øje
Vi
mennesker har en tendens til at se harmoni og sammenhæng, hvor dette ikke
eksisterer. Ja, vi har endog en tendens til AKTIVT at opbygge harmoni og
sammenhæng. Vi producerer det simpelthen. Picassos øje havde derimod øje for
det skæve øje; øjenbrynenes forskellige krumninger; hændernes indbyrdes
disharmoni. I det hele taget havde han øje for, at alle de PAR, vi ser, og som
vi opfatter som identiske, eller nær identiske, til tider nærmest er hinandens
modsætninger. Symmetrien eksisterer slet ikke. Det er asymmetrien, der suverænt
hersker.
29. James Bond drømme
Jo, jeg indrømmer, at jeg i perioder har tyet til James Bond drømme. James Bond er for mig ikonet på
det gode, retfærdige menneske – som jeg kender partielt fra de bedste af mine
kolleger, fra mine nærmeste; og fra mine historiske og nutidige helte. Som sådan er James Bond figuren noget nær det perfekte menneske.
Det ufejlbarlige menneske, om end han naturligvis rummer åbenlyse
karakterbrist, fx troløshed og en tendens til overdreven voldelig adfærd, der
let kan komme til at gå ud over uskyldige. Han inkarnerer det modige, uegennyttige menneske:
"Baby, you're the best”. På den måde bliver Bond en hyldest til alle de hverdagshelte, man heldigvis træffer en gang imellem.
30. Back to Bach
Der er ALT i Bachs musik! Fest, bølger, Gudsriget, melankoli, smerte, dødslængsel. Og en helt overvældende skønhed! Jeg hører alt. Jeg er blevet væk i det Bachske univers. Jeg bæres på Bachske bølger. Og nemmer den kolossale, ja, ubegrænsede frihed, der findes indeni, ved siden af, under og over mønstrene. Back to Bach! Back to Bach! Back to Bach!
31. Om værker, der ikke kunne offentliggøres
Kanske
de bedste værker ofte er værker, der aldrig blev offentliggjort i kunstnerens
levetid – eller slet ikke blev offentliggjorte. Værker skabte i
kedsomhed, af vane, af passion, af håbløshed og resignation.
32. Om Væselet
Mens vi snakkede der i bilen – jeg, Oliver og min søn Jeppe – kom talen hurtigt over på Væselet. Det er noget, jeg har hørt dem tale om før. Og det er en del af deres overtro - hvordan de så end forstår det ord. Væselet er tydeligvis et af deres yndlingsemner, som de indbyrdes – Jeppe, Oliver og en tredje ven, Asger – har diskuteret højlydt hjemme hos os. Ja, nærmest lidenskabeligt. Råbende, diskuterende, højt leende. Til tider har der også været højlydte uenigheder, ja ligefrem skænderier. Jeg har sommetider lyttet lidt i smug. De taler også om Gud og Helved og Michael Jackson. Og Hitler. Jeg kan ikke finde hoved eller hale i det. Og er blevet mere og mere nysgerrig! Det har længe undret mig, hvad Væselet er for noget – ja, og alle de andre væsener, de taler om. Jeg forestiller mig det – helt bogstaveligt – som et væsel, altså et langt, brunt rovdyr, der minder om en mår. Men jeg forstår også, at det er noget andet end det. Eller i hvert fald noget meget mere. Ja, vistnok en dreng, hvis jeg har forstået det rigtigt. En dreng, de kender. Men så INTERVIEWEDE jeg dem et par gange. Og blev lidt klogere på, hvem Væselet egentlig er.
33. Om hustyranner
Hustyrannen ved sjældent, at han eller hun gør sine nærmeste ondt – ufrie og ulykkelige. Eller det fornemmer hustyrannen måske til tider. Men noget, hustyrannen aldrig ved, er, at han eller hun gør sig selv ulykkelig. Forholdet til de nærmeste – ægtefælle og børn – bliver langsomt forgiftet. Relationerne opløses i en giftig, kemisk forbindelse. Hustyrannens sejre giver måske nok et kortvarigt kick, men de er og bliver pyrrhussejre. Og hvis du er hustyrannens offer: Se at komme væk så hurtigt som muligt!
34. Den grønne prins
For mig var det en sensation at opleve Mosab Hassan Yousef første gang! Da jeg så youtube videoen tænkte jeg: Det må være en eller anden crazy jihadist - at dømme efter udseende, tonefald, osv. I was proven wrong! Sooooo very wrong. Mosab Hassan Yousef, også kaldet "Den grønne prins", er nemlig en helt usædvanlig araber og palæstinenser. Han følger kun sit EGET moralske kompas. Han insisterer på at være et selvstændigt tænkende væsen, ikke et stupidt flokdyr. Han udgør en klar og vægtig stemme i den verserende Gaza-Israel konflikt i nyheds- og debatprogrammer, videoer på youtube, ved internationale konferencer og møder mv. Han er født og opvokset i Ramallah på Vestbredden, ældste søn af en af grundlæggerne af Hamas, Sheikh Hassan Yousef. Han kender den palæstinensiske religiøse og politiske kultur 'indefra', ligesom han har et dybt kendskab til det israelske folk, som han beundrer højt og støtter aktivt. Modsat mange andre debattører taler han med andre ord af EGEN erfaring. Mosab betyder 'stærk'. Og han ER modig og stærk. Han har sine meningers mod. Er Mosab en strålende repræsentant for en voksende gruppe af en ny tids arabere? Lad os inderligt håbe det!
Se essay nedenunder. Jeg vedlægger desuden kronikken i Kristeligt Dagblad 15. juni, 2024.
35. Hyldest til Solsjenitsyn, Nemtsov, Navalny, Kara-Murza og alle de andre...
Den 3. august 2008 døde den berømte, sovjetrussiske dissident og forfatter, Aleksandr Solsjenitsyn. Trods mange år i fangelejre, mordforsøg og cancer blev han mirakuløst 89 år. Det er værd at mindes ham i lyset af Ruslands igangværende politisk-økonomiske deroute, der også i høj grad er en menneskelig og moralsk falliterklæring. Det er en vedvarende NEDTUR, som – helt i tråd med russisk historie – af en uduelig, egennyttig ledelse propaganderes som en vej til storhed og paradis. Men i Sovjetunionen stod Solsjenitsyn imod alle løgne og voldsgerninger! Og i Rusland stod folk som Boris Nemtsov, Anna Politkovskaja og Sergei Navalny imod. Og lige nu er det Julia Navalny, Vladimir Kara-Murza og mange andre, der står imod det putinistiske diktatur. En stor HYLDEST til alle disse hverdagshelte!
36. Sprogknas 1: Når stavekontrolprogrammet tager over
Som underviser og opgavevejleder på et universitet får man et
godt indtryk af, hvor gode danske unge er til at udtrykke sig mundtligt og
skriftligt. Det er min erfaring, at de generelt er dygtige til at udtrykke sig
mundtligt, herunder meget dygtige til at tale engelsk. Men det kniber gevaldigt,
når de skal udtrykke sig skriftligt. Nu vil standardindvendingen (ofte stavet "standart")
måske være: Kan det ikke være lige meget? Du forstår jo godt, hvad jeg mener.
Det er der faktisk jævnligt studerende, der siger. NEJ, det kan IKKE være lige meget! Det ER problematisk for
jer, kære studerende, fordi det særligt af akademikere forventes, at de kan
formulere sig godt - mundtligt såvel som skriftligt. Bliver du ansat i en privat
virksomhed og skriver i en rapport, at "lederen ønskede, at anbefale, at hans
afdelinger ville kunne opdeles ren fysiks i hans kommunikations produktions, og
ledelses afdeling" – ja, så risikerer du nok snart at få en fyreseddel. Det er trist, men sandt.
37. Sprogknas 2: Det, stakkels, lille, komma,,,
En af vor tids store svøber er vores trang til at offergøre os selv og hinanden. Resultatet er, at vi ofte bortforklarer egne fejl og mangler ved at påstå, at det er nogets eller nogens skyld. Diskrimination. Dårlige gener. Skolelærere, der ikke var forstående nok. En ufølsom sagsbehandler. Etnisk herkomst. Uheld. Mobning. Dårlig barndom. Osv. Bagsiden er: Det gør os bestemt ikke bedre til noget som helst. Vi opper os ikke på den måde. Vi forsøger ikke aktivt at løse problemerne. Som oftest synker vi blot længere og længere ned i selvmedlidenhedens hængedynd.
Helt i tråd med denne tidsånd vil jeg nu ynke – bestemt ikke mig selv – men kommaet. Det stakkels, lille komma. Fra at være en nærmest bombastisk skråstreg i renæssancen sank det efterhånden ned og blev til en mikroskopisk haletudse. Om end kommaet i dag er diskret, er det dog stadig værdifuldt. Sammen med punktummet – også en truet art i nutidig, skriftlig dansk – "punkterer" kommaet så at sige talens endeløse flow. Kommaet disciplinerer sproget og som sådan tanken. Kommaet tvinger os til at udtrykke os præcist. Kommaet modvirker intetsigende smalltalk. Kommaet - er dejligt ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,
38. Sprogknas 3: Velkommen til fagre, nye ChatGPT verden!
"Chatbots will be your new best friend" har Christine Crandell fra Forbes udtalt. Det er meget muligt. Desværre har vi som bedømmere af skriftlige opgaver på uddannelsesinstitutioner - folkeskoler, gymnasier, universiteter mv. - fået det problem, at vi ikke aner, om vi bedømmer den studerende selv eller den studerendes evne til at bruge en chatbot. Jeg befinder mig i sommeren 2024, og det universitære censorarbejde har givet mig noget at tænke over. Jeg har haft 69 sociologiopgaver, jeg skulle bedømme - et stort arbejde for mig, der er en meget langsom læser. For nogle uger siden gik jeg i gang med den første opgave og var egentlig ret begejstret. Sproget var flydende og fejlfrit. Fagterminologien blev brugt på en ganske kompetent og sikker måde. Forståelsen syntes at være udmærket. Karaktermæssigt lå opgaven på mellem 10 og 12, vurderede jeg. Så faldt tiøren: ChatGPT! Jeg sad og læste en tekst, der var mere eller mindre autogenereret. Lidt længere inde i opgaven faldt det sproglige og faglige niveau pludselig voldsomt. Min begejstring forsvandt. Som læsningen af opgaverne skred frem, blev min mistanke desværre blot yderligere bestyrket. Den ene autogenererede opgave efter den anden! Jeg aflægger i dette essay en lille beretning herom.
39. Panikangst: Et brudstykke af en undervisers dagbog
Jeg husker, hvordan jeg før, jeg skulle undervise, ofte var helt ude af den. Bleg. Rastløs. Tynd mave. Utilpas. Kvalme. Også selvom de studerende aldrig har givet udtryk for, jeg er en dårlig underviser. Jeg har altid fået gode evalueringer. Det er som sådan ikke det, der er problemet. Problemet er – i mig selv.
40. Min helt vildt fascinerende computer
Min computer er mit værktøj, mit våben, min stemme. Min hånd, min ånd. Den er en del af mig. Jeg er smeltet sammen med min computer. Jeg er en cyborg. Men computeren gør det, jeg vil. Den lader sig beskrive. Den siger aldrig nej. Den betjener mig velvilligt. Den er min højre hånd. Den er nærmest en del af mig. Ja, den er nærmest en ven, der aldrig svigter mig. Den ældes naturligvis, men passer jeg godt på den, kan den holde længe. Jeg er meget afhængig af den. Med min computer kommunikerer jeg med omverdenen. Det gør jeg også med min mobiltelefon. Men på skrift er mobiltelefonen en tocylindret Fiat 500, mens min PC er en 3,5 kubik 8 cylinder Mercedes. Min kære, bærbare computer er bare helt vildt fascinerende!
41. Om syndens natur
"Wiederstehe doch der Sünde", lyder det gentagne gange i Bachs kantate af samme navn fra omkring 1714. Og atter genkender vi de lette, svævende, overjordiske, bachske bølger frembragte af strygerne i kombination med sopranens (kontratenorens) inderlige, insisterende stemme. Alt er som altid ORGANISK. Altforglemmende, mediterende, melodisk-harmonisk, fortroligt, roligt bølgende, uden for tid og sted. Uden begyndelse og ende. Ophøjet. Rent. Rensende. Universelt. Og manende om syndens gift. Hold dig dog væk fra synden – sonst ergreifet dich ihr Gift. Ellers bliver du ramt af dens gift. Lad dig ikke af satan forblænde. Hvis du vanhelliger Gud, vil en frygtelig forbandelse ramme dig, osv. Men hvad ER synd? Hvad er egentlig et syndigt menneske?
42. Er kristendommen ved at forsvinde i Danmark?
I Danmark er
interessen for kristendom minimal. Ja, vi har måske nået det absolutte lavpunkt
siden kristendommens indførelse omkring 960. Gennem de seneste tusind år har
kirken formodentlig aldrig haft mindre indflydelse end i dag. Dette afspejler
sig bl.a. i en på mange måder udstilling af afmagt, når Ateistisk Selskab til
mange teologers store harme på deres hjemmeside har lagt en brugsanvisning på,
"hvordan du melder dig ud af folkekirken"; samt overfor andre religiøse samfund
(her især muslimske), der har en anderledes aktiv og effektiv måde at udføre
menighedsarbejde på. Jeg ser på statistikker, der viser, at medlemsskaren langsomt skrumper, færre døbes, færre konfirmeres og færre bliver kirkeviede. Derpå benytter jeg InfoMedias Mediearkiv til at undersøge, hvor meget henholdsvis kristendom, islam, buddhisme, hinduisme, nyreligiøsitet og ateisme fylder i mediebilledet 1998-2023. Gæt, hvad resultatet blev!
43. Om fleksibel humanisme og boksebolde: Politiske fordømmelsesterminologier i de danske medier, 1990-2023
I Danmark har vi heldigvis ikke det samme polariserede, politiske klima som i USA. Derovre kan en Donald Trump tillade sig åbent at erklære, at han "har ret til at begå personangreb". Sin politiske modstander, Kamala Harris, har han bl.a. kaldt "galning", "uintelligent" og "radikal marxist". Som jeg oplever det, har vi en diametral modsat situation i Danmark. Her er det folk fra venstrefløjen, der typisk har følt, de har 'ret til' at sætte kritikere af traditionel venstrefløjstænkning på plads med udskammende skældsord. Der er tale om et helt arsenal af derogativer som racist, fascist, islamofob, nationalist, højreradikal, fremmedfjendtlig, reaktionær. Vi kan sammenfatte denne 'familie' af ord som racisme-terminologien. Med brug af mediedatabasen Infomedias Mediearkiv vil jeg opgøre, hvor dominerende denne diskurs har været i perioden 1990-2023, sammenlignet med en fordømmelsesterminologi tilhørende højrefløjen, jeg vil benævne røde lejesvende terminologien. Slutresultat: 95-5 i racisme-terminologiens favør!
Udvalgte KRONIKKER med links
Se fuld publikationsliste HER
Svendsen, G. L. H. (2024). Kristendommen forvitrer i Danmark. Men folkekirken, medierne og danskerne er åbenbart ligeglade. Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2024). Censor fattede mistanke til ChatGPT: Sproget ligesom knækkede, og det faglige niveau faldt. Banale pointer blev gentaget og standardbegreber stavet forkert. Berlingske Tidende.
Svendsen, G. L. H. (2024). Han var en enmandshær mod det hårde Sovjet. Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2024). Faderen var med til at grundlægge Hamas. Sønnen kalder Hamas-lederne terrorister og kriminelle. Kristeligt Dagblad.
Svendsen, G. L. H. (2024). Hvorfor må vi ingenting vide om voldsforbrydere i medierne? Avisen Danmark.
Svendsen, G. L. H. (2024). Danskerne åd det royale realityshow råt. Jyllands-Posten.
Schmidt, T. D., Sørensen, J. F. L., Svendsen, G. L. H., & Jensen, P. S. (2021). Hvordan påvirkes det lokale arbejdsmarked af udflytning af statslige arbejdspladser? Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2021). Udgifterne til førtidspension er på himmelflugt: Hvorfor kan kurven ikke knækkes? Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2020). Det er synd for det lille, stakkels komma. Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2019). Hvorfor skal danskerne finansiere et kongehus? Information.
Svendsen, G. L. H. (2019). Ulandsbistanden - er en epoke ved at være slut? Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2019). Vi hader ikke dem, der kommer hertil - men vi frygter for pengekassen. JydskeVestkysten.
Svendsen, G. L. H. (2018) Miraklet i Borris. Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2018). Er Danmark blevet en socialiststat? Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2018). Hvorfor dog ikke blot forbyde cigaretter? Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2017). Et mareridt af møder. Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2017). Forestillingen om et Udkantsdanmark er ikke et nyt fænomen. Information.
Svendsen, G. L. H. (2017). Tillid er olien i samfundets motor. Fyens Stiftstidende.
Svendsen, G. L. H. (2016). Skueproces om skolelukninger. Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2015). Stavekontrolprogrammet tager over. Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2013). Livet på landet: Myter og virkelighed. Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2012). Pas på folkebibliotekerne. Morgenavisen Jyllandsposten.
Svendsen, G. L. H. (2011). Projektsamfundet på speed. Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2008). Tillid er samfundets fundament. Berlingske Tidende.
Svendsen, G. L. H. (2007). Hvad gør vi med landsbyerne i udkanterne? Morgenavisen Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2007). Lidt sort arbejde skader vel ikke...? Morgenavisen Jyllands-Posten.
Svendsen, G. L. H. (2007). Når de hæderligste skuldre bærer byrden. Berlingske Tidende.
Svendsen, G. L. H. (2007). Vi skal passe på vores sociale kapital. Kristeligt Dagblad.